Sådan vinterklargør du din påhængsmotor
Når bådsæsonen er slut, er det en god idé at give motoren en grundig vinterklargøring. Det minimerer risikoen for frostskader, korrosion og startproblemer, når bådsæsonen starter igen næste forår. Du kan enten gøre det selv, med det rigtige udstyr og originale dele eller få hjælp hos en autoriseret Mercury‑forhandler.
Se vores hurtige guide og trin for trin tjekliste, så bliver din motor klar til vinteren:
1. Klargør brændstofsystemet
Opbevar din båd med frisk brændstof, der er tilsat brændstofstabilisator (fuel stabilizer). Ubehandlet brændstof oxiderer og kan danne en gummiagtig belægning i motorens brændstofsystem – især i påhængsmotorer med karburator.
Har du en ældre båd med ventileret tank, er det en god idé at fylde den ca. 95 % for at undgå kondens. Nye tanke behøver ikke at blive fyldt helt, da de ikke kan udlufte frit og derfor ikke optager fugt. Tilsæt korrekt mængde stabilisator. Den bedste tid at tilsætte stabilisator er under tankning – ved sidste optankning eller når gammelt brændstof udskiftes.
Kør båden i ca. 10 minutter, så det behandlede brændstof når gennem hele systemet, enten i vandet eller med haveslange efter manualens anvisninger. Afslut med at skifte brændstoffilteret. Så er motorens brændstofsystem klar til næste sæson.
2. Skift motorolie, gearolie og filter
Har du en 4‑takt motor, bør motorolie og oliefilter skiftes mindst én gang per sæson eller efter ca. 100 driftstimer. Gammel olie kan indeholde fugt og forbrændingsrester, som over tid kan forårsage korrosion i de interne dele af motoren.
Når olien og filteret er skiftet, bør motoren startes kort for at cirkulere den friske olie — og samtidig checke for eventuelle utætheder.
Gearolien i gearhuset/lower unit skal også skiftes mindst én gang om året eller efter fabrikantens intervaller. Vand i gearolien kan forsage større skade på de indvendige dele i gearhuset.
Når du aftapper den gamle olie, så hold øje med farven: hvis olien er hvidlig eller “cremet”, kan det være tegn på vandindtrængning — i så fald bør gearhuset kontrolleres nærmere.
3. Smøring, korrosionsbeskyttelse & vedligeholdelse
De fleste påhængsmotorer har smørenipler eller andre steder, der skal vedligeholdes med fedt. Tjek din instruktionsbog for at se, hvor motoren skal smøres.
Beskyt metaldele mod korrosion med et rustbeskyttelsesprodukt, f.eks. Mercury Corrosion Guard — især hvis motoren har været brugt i saltvand.
Tjek og udskift evt. offeranoder (zinkanoder), hvis de er mere end 50 % nedslidte. Det hjælper med at beskytte undersænkede metaldele mod galvanisk korrosion.
4. Ekstra kontrolpunkter
Tjek væsken i dit powertrim. Følg instruktionerne i din servicemanual. Vip motoren helt op for at få adgang til pumpen. Væsken skal være klar rød – tjek niveauet og fyld på, hvis det er lavt. Er væsken lyserød eller mælkehvid, kan der være vand i systemet, hvilket kan tyde på en lækage. I så fald bør trim-pumpen kontrolleres af en autoriseret forhandler.
Giv eventuelle ridser eller skrammer på undervandsenheden en “makeover” med touch‑up maling — for at bevare lakken og undgå korrosion.
5. Opbevar motoren lodret
Uanset om båden står på trailer eller stativ, bør motoren trimmes ned i lodret position, så eventuelt vand kan løbe ud. Vand, der fryser inde i motoren, kan forårsage alvorlige skader.
Når vinterklargøringen er færdig, vil din påhængsmotor være beskyttet i flere måneder. Om foråret er det hurtigt at komme tilbage på vandet: Sæt batteriet på plads, hvis det blev fjernet, monter propel og drej nøglen. Så er du klar til endnu en sæson med sjov og oplevelser på vandet.
Fordelene ved at bruge originale Mercury‑dele
Ved at bruge originale Mercury dele og smøremidler, sikrer du korrekt pasform, høj materialekvalitet og lang holdbarhed. Det reducerer risikoen for korrosion, slitage og komponentfejl, hvilket er særligt vigtigt ved vinteropbevaring af motoren.
En grundig vinterklargøring med originale dele øger chancen for, at motoren starter problemfrit, når du igen sætter båden i vandet og hjælper dig med at undgå ubehagelige overraskelser.
Selvservice eller forhandlerservice?
Hvis du er handy, har værktøjet og de rette materialer og følger din servicemanual, kan du sagtens håndtere vinterklargøringen selv. Mange nyere Mercury motorer har desuden vedligeholdelses‑mærkater med QR‑links til "how‑to videoer" fra Mercury, som guider dig igennem processen.
Hvis du hellere vil slippe for besværet, kan en autoriseret forhandler tilbyde en “total vinter‑service” — ofte inkl. kontrol af gearhus, trim/tilt, offeranoder, korrosionsbeskyttelse, og opbevaring. Det kan være en god investering, især hvis du ikke har kompetancer, værktøj eller tid.